Antal besøgende

38620

Artikler > SF > Mission klima-kommune ...

Mission klima-kommune

SF

2009-11-09

SF

 

Klimatopmødet nærmer sig, og efterhånden er det et absolut fåtal af den danske befolkning, der underkender klimaforandringernes konsekvenser.

I Ishøj har vi forpligtet os til at reducere vores CO2-udslip med 3 % pr. år, hvilket er en ganske glimrende start – ikke mindst når man tænker på, at langt de fleste kommuner kun har forpligtet sig til at reducere med 2 %. Når det så er sagt, er det vigtigste at aftalen bliver overholdt. Vi har ikke brug for eller tid til mere symbolsk klimasnak – der skal handling på bordet.

Derfor vil SF kæmpe for en økonomisk pulje, der kan sætte skub i kampen for at gøre Ishøj til en rigtig grøn kommune.

I denne kamp er det naturligt, at kommunen går forrest. Kommunen skal bygge energivenligt, køre i elbiler og for den sags skyld lade vedvarende energi indgå i de kommunale bygninger – hvorfor skulle en folkeskole ikke kunne få varmet vand med solfangere?

 

Næste skridt er, at man udvider sin horisont en smule og inddrager borgerne. Kommunalt er vi nødt til at indse borgernes medansvar over for klimaet og støtte deres positive tiltag mod klimaforandringerne. Det kan vi f.eks. gøre på transportområdet: Ishøj skal have fortsat forbedrede cykelstier (det skal være lettere og kortere at transportere sig på cykel end i bil), langt flere cykelstativer (ikke mindst omkring stationen), og en forbedret offentlig transport, hvor vi undgår den onde cirkel; at forringet offentlig transport får endnu færre til at tage bussen. Det skal være attraktivt at vælge miljørigtigt. Desuden bør flere områder – f.eks. villaområder – gøres bilfri. Det skaber ikke kun en gevinst for miljøet, men også for sundheden og sikkerheden.

Borgerne skal derudover tilbydes ordentlig information om f.eks. energirigtigt byggeri gennem energikonferencer, energikonsulenter og informationsfoldere. Borgerne skal simpelthen tages alvorligt, men altid på den måde, at kommunen bakker op, hjælper til og tager initiativ.

 

Ishøj kommune skal stille krav til borgerne og til sig selv, og Ishøj kommune skal give gunstige forhold for miljørigtige tiltag – både i hverdagen og når det gælder oprettelsen af og støtte til grønne råd eller lokale miljøgrupper. Og så skal vi overbevise regeringen og de øvrige kommuner om, at det er godt at investere i klima. Klimaproblematikken er nemlig af en kaliber, der kræver handling både kommunalt, nationalt og globalt!

 

Sedsel Lange (SFU)

Ung og dynamisk kandidat i Ishøj byråd

Sydkysten november 2009

 

 


Design: Özgür